Din spiseforstyrrelse får næring, når du taler grimt til dig selv!
Hvornår har du sidst omtalt dig selv som en dejlig person? Hvornår har du sidst sagt, at du er god nok? Hvornår har du sidst givet dig selv et klap på skulderen?
Mange med en spiseforstyrrelse taler grimt om sig selv. Det kan fx være:
- Jeg er bare den dummeste
- Jeg er klam og et skvat
- Jeg siger altid de forkere ting
- Jeg kan ikke finde ud af noget
- Det er bare mig, der er tosset
Spiseforstyrrelsen elsker, når du taler dig selv ned. Ja, den får ligefrem gødning til at tage mere styring over dit liv. For jo mere du tvivler på dig selv og ikke synes om dig selv, jo mere plads får spiseforstyrrelsen til at overtage dig. Spiseforstyrrelsen benytter enhver chance for at styre. Den vil have dig til at tælle kalorier, træne og kun spise sundt mad, og for spiseforstyrrelser som bulimi og Binge eating disorder (BED), vil den samtidig kæmpe for, at du bliver så udkørt, at du smider kontrollen og får et “ædeflip”, så du igen kan slå dig selv i hovedet og tælle kalorier, træne og spise sundt. Og sådan kan den blive ved…
Når du banker dig selv i hovedet, vil spiseforstyrrelsen sige: “Hvad sagde jeg, du er uduelig og gør ting forkert, derfor skal du lade mig styre – jeg ved bedre.” Kampen indeni dit hoved bliver ulidelig, og jo mere spiseforstyrrelsen får lov, jo mere er du tilbøjelig til at give efter og leve restriktivt (anoreksi) og samtidig give efter for et “ædeflip” (bulimi og BED), og dermed mister du langsomt dig selv.
Tal dig selv op
For dig, der døjer med en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at tage styringen over dit liv. Det er svært, når først spiseforstyrrelsen har fat, men en start kan være at lægge mærke til, når du taler grimt om dig selv. Ofte føles den grimme tanke som helt rigtig, men sig alligevel til dig selv, at det var godt, at du opdagede din måde at tale om dig selv på.
Prøv et stykke tid at have fokus på, når du nedgør dig selv. Hvad sker dig indeni dig? Hvilke følelser er i spil? Og husk at klap dig selv på skulderen for, at du opdagede det. Ros dig selv! Sig evt.: “Hov, der talte jeg grimt om mig selv – godt jeg lagde mærke til det.” Skriv evt. de nedladende ord ned og tag så det, jeg kalder for venindetesten. Vil du sige de samme ord til din veninde eller bare et andet menneske som du ikke er tæt på? De flestes svar er nej.
Bekæmpe spiseforstyrrelsen
For at bekæmpe spiseforstyrrelsen er noget af arbejdet, at du kan lide dig selv. For jo mere du kan lide dig selv, jo mere tør du stå op imod spiseforstyrrelsens styring. Når den fx forsøger at nedgøre dig, kan du jo bede den om at gå væk, fordi du ved bedre.
Jeg hjælper dig gerne på vej, for det er hårdt arbejde, da der kommer andre oplevelser, følelser og handlemønstre i spil. Mit arbejde tager udgangspunkt i det, der ligger bagved maden, som er det synlige ved en spiseforstyrrelse. Men en spiseforstyrrelse handler om meget andet end mad, og her ligger mit fokus. Jeg har praksis i København K, men bor du langt væk, laver jeg også terapi over Skype.
Til sidst: Klap dig selv på skulderen for, at du læste dette til ende. Så har du allerede taget første skridt, for noget må have fanget dig. Kontakt mig gerne, hvis du har lyst til at fortælle hvad…
Meget interessant læsning – men tror du seriøst selv på at , hvis man stopper sig selv i at tænke og tale dårligt om sig selv, er én løsning ?? For så er det godt nok optimistisk.
Tak for dit spørgsmål, svaret er nuanceret og kompliceret, og jeg var nok ikke tydelig nok, så jeg forsøger med en uddybning.
Det jeg mener er, at hvis man tvivler på sig selv eller taler grimt om sig selv, har spiseforstyrrelsen gode muligheder for at styre. Den, spiseforstyrrelsen/stemmen i hovedet, kan tale så højt og overbevisende, at personen tror på det, giver efter og på den måde bliver styret. Noget af det nuancerede i dette er, at det, for personen, kan føles som om det er en selv, der har de tanker, fordi de føles rigtige – fx, når spiseforstyrrelsen meget overbevisende kan sige, at man viser svaghed og mister kontrol, hvis man spiser for meget. Rigtig mange har ikke lyst til at være svage, derfor retter de sig efter spiseforstyrrelsens stemme, som de tror er deres egen. Det kan nemlig være rigtig svært at finde ud af, om det er spiseforstyrrelsen eller en selv, der taler.
Derfor – hvis man stopper op og lægger mærke til, når stemmen i hovedet siger noget dårligt om en selv, så er det vigtigt at mærke efter, om man virkelig mener det, eller om det er spiseforstyrrelsen/stemmen der taler. Altså – “er det mig eller spiseforstyrrelsen?” Jo flere gange man opdager, at det er spiseforstyrrelsen, jo lettere er det at tale omsorgsfuldt og godt om sig selv, og samtidig få sagt fra overfor spiseforstyrrelsen. Når man ikke længere tvivler på sig selv (eller gør det sjældnere og sjældnere), men derimod kan lide sig selv, vil spiseforstyrrelsen ikke få held med at “komme igennem” med sine nedgørende ord. Det kan godt være, at stemmen pipper frem i hovedet en gang imellem, men den får ikke lov til at styre, så personen handler på det dårlige spiseforstyrrelsen/stemmen siger. Personen har langsomt fået bygget noget selvværd op = “jeg er noget værd!”.
Det tager lang tid og er hårdt arbejde, og det kan naturligvis ikke stå alene, men det er en del af arbejdet med at blive fri af sin spiseforstyrrelse. Det kan være et sted at starte, at være nysgerrig og opmærksom. Så – som svar på dit spørgsmål – ja, jeg tror på, at det er en del af det hårde arbejde for at slippe af med en spiseforstyrrelse – kompliceret af at følelser, handlemønstre og oplevelser også er en del af arbejdet.
Jeg håber dette er mere forståeligt. Hvis du har brug for yderligere svar, er du altid velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Tina